Vi bør være meget bedre til at forstå dybden og kompleksiteten af dysleksi hos børn, for følgerne rækker meget længere end kun til problemer med læsning og stavning.
Traditionelt åbner skole og uddannelse døre til viden og læring gennem skriftsprog – elever skal i høj grad skrive og læse sig til læring i skolen. Det ordblinde barn oplever, at døren føles lukket og vil ofte opleve sig dum eller dårlig til at lære – og ofte dum og dårlig til at gå i skole i det hele taget.
Ordblindhed og skriftsprogsvanskeligheder er svære at håndtere som skolebarn. De læsebesværede børns negative følelser omkring sig selv er ikke til at overse, og mine elever er i perioder alt for kede af skolen. Selvom mange skoler og lærere er både dygtige og opmærksomme på barnet med dyslektiske vanskeligheder, så mangler der i mine øjne en tilstrækkelig indsigt i, hvad den komplekse indlæringsvanskeligheden består af, og hvilke følelsesmæssige konsekvenser den manglende indsigt har for barnets skoleliv.
Mangel på følelsen af mestring
Når barnet kommer til 3. eller 4. klassetrin, så begynder ordblindheden for alvor at kunne mærkes. Klassekammeraterne suser forbi i deres læseudvikling.
Fra mellemtrinnet og op tager fagene mere og mere afsæt i tekster, læsning og skrivning. Undervisningstempoet er sat op, og i et almindeligt klasselokale foregår der mange ting på samme tid.
Eleverne skal kunne flytte sig hurtigt fra en instruktion, til en opgave eller aktivitet, og ofte er læringsaktiviteterne knyttet til tekster, som eleven enten skal læse eller skrive. Tempoet i sig selv vil være en udfordring for den ordblinde elev, idet dysleksien indebærer en langsommere omgang med sprog, læsning og skrivning. For ordblinde er også mundtlig information og instruktion udfordrende.
Ordblindheden kan vokse og brede sig
Ordblindhed er en indlæringsvanskelighed, der knytter sig til sproget. Selvom ordblindhed er en relativt afgrænset vanskelighed, så vil barnet opleve, at ordblindheden breder sig og kan skabe vanskeligheder i alle skolens fag. Alle skolefag indebærer i dag omgang med skriftsprog, og barnet vil i mange tilfælde tvivle på, om de egentlig heller ikke er gode til fx matematik.
Ordblindheden kan derfor gå fra at være en mindre afgrænset problemstilling til en større – og den påvirker barnets læringsselvbillede på mange flere områder, end den burde have lov til.
Jeg kan give dig nogle forklaringer på, hvorfor det ofte er sådan.
Et praksiseksempel om at være på overarbejde i skolen
Forleden brød en af mine elever i gråd og fortalte, at han ikke kunne lide diktaterne i skolen og var meget presset af dem. Alt det han har lært falder sammen, når han har diktat.
En diktat er ikke staveundervisning, selvom mange lærere og forældre stadig tænker sådan. En diktat er en prøve, hvor barnet viser, hvad det kan (og især ikke kan), men en diktat er også et godt eksempel på, hvordan et barn med ordblindhed overarbejder i skolesammenhæng.
Diktat
Drengen øver sig altid intenst på diktatordene aftenen inden. Han staver ordene på papir flere gange og håber, han kan huske ordene dagen efter.
På dagen husker han nogle af ordene, men han når ikke at skrive ordene i det tempo, som er nødvendigt for at følge med oplæsningen.
Pludselig husker han ikke, hvordan bogstavet æ skrives, for han forveksler det ofte med ø, selvom han godt ved, at det er forkert. Men tempoet er for højt, og han når ikke at rette.
Han bliver usikker på sine stavestrategier, for han har ikke tid til at tænke over de staveregler, han ellers har lært sig.
Håndskriften driller, for bogstavernes form er ikke automatiseret, og han opdager, at han nu igen blander store og små bogstaver, selvom læreren om og om har sagt, at lille p har en nedstreg, der går under linjen.
Han synes, det er svært at høre om læreren siger primær eller primært, og han forstår heller ikke helt, hvad ordet betyder. Han når heller ikke at høre ordets plads i sætningen og kan ikke udnytte konteksten.
Han er den sidste til at lægge blyanten efter hvert ord og har følelsen af, at hans klassekammerater kun venter på ham.
Han har nu brugt så mange følelsesmæssige og kognitive resurser, at han er langt mere udmattet end de børn, der har haft tid til at tegne blomster og små mænd i siden af papiret undervejs.
En dybere forståelse
De fleste skoler er opmærksomme på ordblindeproblematikker og skaber gode rammer om den ordblinde. Der findes masser af dygtige og indsigtsfulde lærere og god ordblindepraksis på skolerne, men jeg oplever alligevel meget ofte elever, der ikke mødes rigtigt i deres problemstillinger og forventes at indgå under samme undervisning som alle andre, når bare de har en computer med en læse-stavefunktion.
De voksne opfordrer barnet til at prøve lidt mere eller træne lidt mere. Får du læst nok hjemme? Husker du at bruge dine it-hjælpemidler?
Mine elever fortæller om engelsklærere, der siger: “Du er jo ikke ordblind på engelsk, så du skal selv læse teksten”. Eller matematiklærere, der ikke mener, at ordblindheden begrænser elevens læring i faget. Det er ikke ondskabsfulde mennesker, men undervisere, der ikke har tilstrækkelig viden om dybden og kompleksiteten i barnets dysleksi.
Børn med skriftsprogsvanskeligheder er lige så intelligente som alle andre. Det faktum kan let få voksne til at tænke, at det bare handler om mere træning eller om at prøve lidt mere. Nogle forældre opfatter deres barn som dovent, og andre vil måske beskytte barnet for meget ved fx at lade al træning ligge.
Følelserne hos barnet kan have mange farver. Nogle børn bliver vrede, utålmodige eller forstyrrende. Andre bliver stille, gemmer sig og er i risiko for at udvikle angst eller skolevægring. Paletten er bred, men det er sikkert, at følelserne er påvirkede, og at barnet indimellem er udmattet af skolen.
Et barn i skriftsprogsvanskeligheder er altid på overarbejde i skolen. At prøve endnu mere er et dårligt råd – og et råd, der i værste fald udvikler endnu dårligere udvikling.
Barnet har brug for systematisk undervisning, der løsner den underliggende knude i problemet og efterlader oplevelser af mestring og fremskridt. Her er en computer med stave- og læsestøtte ikke nok. Uden tilstrækkelig indsigt og prioritering af specialiseret undervisning til børn i skriftsprogsvanskeligheder bidrager vi til udviklingen af flere triste børn med lav tro på sig selv, der er i risiko for at vende læring og uddannelse ryggen.
