Syndflod af Peter Krogsholm

Syndflod er en del af en ny serie lette kortromaner til de ældste børn. Bøgerne henvender sig til unge, der er udfordrede på deres læsning og derfor savner bøger, der passer til dem i både indhold og sværhedsgrad.

Bøgerne er blevet til i et samarbejde mellem forlaget Gyldendal og organisationen Læs for Livet, der arbejder for læseoplevelser til udsatte unge. Der er planlagt ni udgivelser i serien. Overskuddet fra denne bog går til Læs for Livet.

Handling

To unge drenge er med toget 75 meter under Storebælt, da en eksplosion udløser vanvittige scener. Toget er pludselig omdannet til et mareridt af lemlæstede og døde, og drengene forsøger at redde de overlevende, mens tunnelrøret knager ildevarslende og vandet stille trænger ind.

Lufttrykket er det første, der rammer dig. Og hvis du ikke allerede er død eller bevidstløs, kommer braget. Eller det vil sige: Ikke braget. En eksplosion lyder slet ikke som en eksplosion, når du er midt i den. Det er mere en dyb rumlen. Blandet med skrig fra mennesker og metal. Lyden af helvede.

Historien er barsk og direkte fortalt og tager temaer op som terrorisme, tro og mistro, fordomme og fanatisme. Bogen giver noget at tænke over og tale om undervejs og bidrager med en nuanceret fremstilling af de store emner. Selvom bogen er enkel på det ydre plan, er der store temaer indeni.

Vurdering af krav til læseren

Romanen er kort og overkommelig. Sproget er hverdagspræget og direkte uden at opleves plat eller forceret ungt. Den udfordrede læser skal ikke slås med sin forståelse, da personerne er få, sproget er direkte og ligetil, sætningerne korte, og handlingen kronologisk opbygget. Bogens sider er trykt med lidt større bogstaver og luft mellem linjerne, der giver oplevelsen af fremdrift og overblik i læsningen.

Letlæst til udskoling

Praktisk

Anbefales til elever i 7. – 9. klasse

  • Forfatter: Peter Krogsholm
  • Forlag: Gyldendal, 2019
  • Del af serien: mellem_rum
  • 59 sider
  • Lix: 15
  • Findes på biblioteket

Bogen kan købes her

2 personer anbefaler dette

Har du en kommentar til dette?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *