Passer bogen til mit barn?

Aksel har været på skolebiblioteket og har fundet en tyk bog med en spændende illustration på forsiden. Der er sværd og drager, og en ung kriger ser ud til at skulle redde alle fra det frygtelige. Han har bibliotekstime og skal finde en bog at tage med tilbage i klassen, så han kan læse i den resten af timen.

Aksel kan nogle gange godt lide at læse, men han er lettere at friste med forsider end med langtidslæsning. Han kan bedst lide at læse kort tid ad gangen, han orker ikke stave sig igennem de lange ord, og tilbage i klassen virker den flotte bog nu som et bjerg af ord, der skal bestiges.

Gættelæsning

Tilbage i klassen har han det godt, når han har valgt en tyk bog, for så føler han sig dygtig. Der er mange i Aksels klasse, der er begyndt at læse længere bøger. Problemet er bare, at han hurtig bliver udmattet. Det er svært at læse de lange ord, sætningerne er meget lange, og det går så langsomt, og han går helt i stå.

I begyndelsen prøver han at læse de lange ord, men efter kort tid springer han de svære ord over og finder i stedet selv på ord, som han mener kunne passe.

Hans besvær med at læse ordene efterlader ikke mentalt overskud til at forstå bogen. Han forstår ikke historien, og den giver ikke mening. Han bladrer lidt og lukker bogen.

Nogle bøger lever i bunden af skoletasken

Aksel er billedet på en ret almindelig elev i 4. klasse, der er havnet i en sårbar situation.

For det første har han knækket læsekoden og læser helt gennemsnitligt, for det andet er han ret glad for historier og har let ved at lade sig begejstre af forsidebilleder og illustrationer, og for det tredje vil han gerne være en dygtig læser.

Aksel er i risiko for at miste lysten til læsning. De fleste af de bøger, han finder på skolebiblioteket, lever nemlig efterfølgende mest i bunden af skoletasken.

For at blive en god læser, skal man læse rigtig meget. Men det er nødvendigt, at de voksne omkring børnene hjælper med at finde bøger, der passer læseniveauet, så indholdet kan udfolde sig.

Practise does not make perfect. Only perfect practise makes perfect.

Vince Lombardi

Tommelfingerregel for bogvalg

Som forælder kan det være rigtig svært, at finde ud af, hvornår en bog rammer barnets læseniveau.

Som tommelfingerregel skal barnet kunne læse 8 ud af 10 ord korrekt for at bogen passer til barnet.

Når bogen er tilpas, så vil barnet både kunne koncentrere sig om at læse ordene og forstå historien på samme tid. Jo mere udfordret dit barn er som læser, des vigtigere er det, at barnet læser efter tommelfingerreglen.

Du må faktisk godt bestemme lidt

Som forælder må du altså godt bestemme lidt i forhold til, hvad dit barn læser.

Langt de fleste dansklærere vil også være opmærksomme på, at bøgerne passer til barnet, men det hænder, at lærere ikke når at kontrollere og sigte alle børns valg af bog i “niveau-sien”.

Bruger du tommelfinger-reglerne med dit barn, så undgår du, at dit barn kommer i sårbare læsesituationer som ligner Aksels. De fleste børn trives med forklaringer, så forklar bare hvorfor du gerne må bestemme lidt.

4 personer anbefaler dette

Har du en kommentar til dette?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *